AA - Anonyme Alkoholikere

AA - Anonyme Alkoholikere

AA-mødet Skt. Andreas Kirke

Mandage i Andreashuset, bag kirken, er der AA-møde fra kl. 19:00 - 20:00.

Fredage i Andreashuset, bag kirken, er der AA-møde fra kl. 17:00 - 18:00.

Fredag er vi der fra kl. 16:30, så der er tid til en kop kaffe før mødet.

Kender du en, der drikker for meget, er du også velkommen.

Mange af os har selv haft problemet med pårørende, der drikker.

Hvis du selv drikker lidt for meget, og ønsker at ændre det, er du velkommen.

Læs herunder en artikel fra kirkebladet om AA.
(Bemærk at AA nu også mødes i Andreashuset mandage kl. 19-20)

AA møde i Andreashuset

AA møde i Andreashuset
Brudte løfter, vrede, sorg og ensomhed, er resultatet af sygdommen alkoholisme.

I Fællesskabet AA er vi mange, der har fundet forståelse og fred – og muligheden for at genoprette kontakten til familie, venner og omverdenen.

Historie AA opstår i slutningen af 30’erne i USA, nærmere i New York og i området omkring Akron.
Det starter med at der er to mænd, der finder ud af, at sammen kan de holde sig ædru, ved at følge nogle enkle, åndelige principper.

Det er de samme principper, vi i dag arbejder ud fra i AA.
Efter de blev til ca. 100 ædru personer, ved at bruge de samme principper, beslutter de at skrive en bog om det. Bogen kommer til at hedde Anonyme Alkoholikere.

Ud fra bogens navn, kommer fællesskabet til at hedde Anonyme Alkoholikere.
Fra de få uformelle møder, har det spredt sig til hele verden i dag.
I AA hedder grupperne ’Møder’ og i Danmark er der nu 427 møder.
Det ændrer sig hele tiden, for der opstår nye og andre lukker. I Randers er der seks møder pt.

Fællesskabet
AA er et fællesskab, der hviler fuldstændigt på frivillige bidrag fra de personer, der kommer i fællesskabet.
Det eneste formål med AA er at hjælpe andre i samme situation; en situation, hvor alkohol har overtaget hverdagen, hvor det er slut med selv at vælge om jeg vil drikke eller ej.
Gennem de sidste 10 år har der været en udvikling, hvor en stor del af de, der kommer, er i 20’erne.
Så hvis festerne ikke vil holde sig til fredag og lørdag, kan der være et problem.
Kig ind og få en snak.

Møderne
Møderne varer typisk en time, enkelte 1½ time med en pause.
Der er ingen tilmelding, eller anden registrering.
På mødet deler vi erfaringer ud fra vores arbejde med de åndelige principper og hvordan det hjælper og udvikler os.
Det vigtigste på mødet er altid at de evt. nye, føler sig velkomne.
Der er ikke nogle krav for at komme til mødet, hvis der måske er et problem med alkohol, eller der bliver drukket lidt for ofte, lidt for meget, kan der være hjælp at hente.
I Skt. Andreas Kirke vil der være en introduktion til AA, til de nye der kommer, hvis personen ønsker det.
Derefter vil vi gøre, hvad vi kan for at besvare de spørgsmål, der måtte være opstået.

De åndelige principper
De principper, som de fandt frem til i 30’erne, er de samme i dag. De fik dem primært fra Oxfordgruppen.
De praktiserer det på samme måde i dag. Jeg kom til AA (i en alder af 28 år) og var nået et punkt, hvor jeg havde givet fuldstændig op over for alkohol.
Jeg blev præsenteret for, at alkoholisme er en sygdom, og derudover blev jeg anvist en ny levemåde.
De åndelige principper er delt ind i 12 trin.
De medfører den livsnødvendige forandring, så jeg kan leve og få et godt og værdigt liv, uden alkohol.

Er det nemt, nej!
Der er nogle kameler, der skal sluges, nogle meget store.
Det er ikke rart at erkende et nederlag og se virkeligheden, som den er, efter mange års misbrug af alkohol. Men i fællesskab kan vi klare det.

Sygdommen alkoholisme
Alkoholisme er en sygdom, der ikke er helt som andre sygdomme.
Ved almindelig sygdom, eller andet der kan ramme os i livet, vil der være en omsorg fra vores medmennesker.
Sådan er det bare ikke med alkoholisme.
Alkoholisme medfører en masse misforståelser, brudte forhold, mistillid, mistede job osv.
Det er fuldt forståeligt, for den kommer snigende, og vi har at gøre med et af de mest udbredte nydelsesmidler i Danmark.
En person, der har et normalt forhold til alkohol, kan nyde en øl eller et glas vin sammen med familien eller over hækken med naboen.
Det er der ikke nogle problemer med og de kan gå videre med de ting, der ellers skulle ske den pågældende dag.
En person, der lider af alkoholisme oplever en helt anden ting, som ikke sker for andre.
Når jeg f.eks. (jeg er alkoholiker), får en enkelt øl, starter der en anderledes reaktion inde i mig.
Min krop og mit sind begynder at lyve over for mig.
Når den første er drukket, så skal jeg lige have en til...
Så skal jeg lige have en mere...
Og en mere, og så stopper jeg, det lover jeg, ikke flere!!!
Men det fortsætter...
På det tidspunkt kan jeg ikke stoppe, jeg er bare ikke klar over det.
Det er fuldstændigt umuligt for mig at fortælle mig selv, at jeg skal stoppe.
Som årene går, bliver det værre og værre.
Fra kun at være i weekenden begynder det at blive hver dag, og hver eneste dag.
Denne udvikling, der sker henover en lang periode, sker stille og roligt.
På et tidspunkt vil de fleste med et alkoholproblem gerne stoppe.
Vi prøver, igen og igen, med forskellige metoder.
Lover os selv “I dag skal jeg ikke drikke“, gå til lægen, får behandlinger, antabus.
Men på det tidspunkt, efter utallige forgæves forsøg, og brudte løfter, er vi så langt ude, at det er “nemmere“ at isolere os, så vi kan drikke i fred.
De pårørende, der lever sammen med en alkoholiker – samlever, forældre, kone, børn og andre – der må blive berørt af det, bliver hen over tiden vrede, frustrerede, bange, kede af det.
Det er en naturlig reaktion på de utallige brudte løfter.

AA-mødet Skt. Andreas Kirke
Hver fredag i Andreashuset, bag kirken, er der AA-møde fra kl. 17:00 - 18:00.
Vi er der fra kl. 16:30, så der er tid til en kop kaffe før mødet.
Kender du en, der drikker for meget, er du også velkommen.
Mange af os har selv haft problemet med pårørende, der drikker.
Hvis du selv drikker lidt for meget, og ønsker at ændre det, er du velkommen.

René, frivillig i AA