Lem Kirkes historie

Lem Kirkes historie
 
Godsejerens kirke

Lem Kirkes oprindelse er, som de fleste af landets ældste kirker, fra omkring 1200 tallet. Kirken består af kor og skib, tårn mod vest og et våbenhus ved sydsiden, kor og skib er fra romansk tid og bygget af granitkvadre på skråkantsokkel. Tårnet er opført i den sene middelalder af genanvendte kvadre og sokkelsten fra skibets gamle vestgavl og foroven af munkesten. (restaureret 1760 og 1901).
De fleste ældre kirker har hørt under et gods. Lem kirke har efter al sandsynlighed tilhørt hovedgården Sjørup, der nu er nedlagt. Den sidste ejer af Sjørup, Marqvard Lagesen, døde samme år, som han skænkede kirkeklokken (1547) og meget tyder på, at han blev begravet i Lem kirke. En gammel gravsten blev for mange år siden fundet under de øverste stole ved døbefonden og den skulle have dækket hans grav.

Brændevins-brænderens kirke
I "folks minde" skal der have hærget en pestlignende sygdom, der lagde flere landsbyer øde. Og det var sandsynligvis i den forbindelse, at Sjørups ejerforhold overførtes til Kronen (kongehuset) og kom dermed til at høre ind under Bjellerup Ladegårds jordtilliggender - det vil sige i tiden fra ca. 1547 til 1765. I sidstnævnte år var landet kommet i en så alvorlig økonomisk situation, at den måtte sælge ud af sine ejendomme, der hørte under Kronen. På Bjellerup Ladegård blev der holdt auktion og denne nødsituation for Kronen benyttede mange bønder til at frikøbe deres gård og blive selvejende.
På auktionen var der også udbud af flere kirker, bl.a. Lem kirke - den blev solgt sammen med et par gårde og et byhus i Lem. Køberens navn er ikke angivet, dog kan man nok formode, at det er den samme person, der 22 år senere videresælger kirken i 1787 til borgerne i Lem. Sælgeren er borger og brændevins brænder Søren Mørk i Randers.

De lokale borgeres kirke
De næste 171 år var kirken kirketiendeejet, dvs. at de af byens borgere, der havde kirketiende ret og forpligtigelse, skulle varetage vedligeholdelsen af kirken - og skulle selv betale derfor. Denne ordning ophørte for Lem kirkes vedkommende først så sent som d. 1. april 1958, hvor det lokale menighedsråd fik til ansvar at varetage vedligeholdelsen og administrationen af kirken med kirkeskatten som største indtægtsgrundlag
 

LEM KIRKES RUNESTEN
- Skolelærens egen indgang

I 1957 opdagede Lem kirkes daværende ringer og graver, Axel Scou, at der i kirkens stentrappe, der fører ned til "den gamle skole" var en trappesten med spor af runer. Trappen blev i sin tid bekostet af skolens daværende lærer Chr. Sørensen, hvis gravsten endnu kan ses på kirkegården. Skolelærens egen indgang var blevet fornyet 50 år tidligere - det vil sige ca. i 1907. Sandsynligvis er denne runesten rejst for en gravfæstet i Lem i vikingetiden, for vi ved at der har været vikingebopladser ved Randers fjord. Lem har umiddelbart været højtliggende land langs fjorden. Ligeledes ved vi, at der har været ikke mindre end fire gravhøje, som nu er sløjfet, så der er i oldtiden gravsat mennesker af det, man kalder høj byrd. Vi ved, at kirkegårdsdiger som regel er opsamlede marksten og denne særdeles gode sten er kommet mellem disse og må på den måde være havnet i kirkediget. Senere, da der skulle en ny trappesten til kirken, har man opdaget denne velegnede sten og anvendt den og derved nedbragt udgiften til denne fornyelse.

Runestenen bærer, ifølge Nationalmuseets ekspert, en indskrift, der stammer fra tiden omkring år 1000. Den første del af runebåndet er ødelagt, men der har ganske givet stået navnet på stenrejseren og ordet "rejste". Den bevarede del af runelinien bærer teksten:
" sten denne efter Ulrik broder din".
Navnet Ulrik er ikke tidligere fundet på danske runestene, så det er en fin forøgelse af de navne, vi kender fra vikingetiden. Det er meget pudsigt at konstatere, at runeristeren ikke har været helt stiv i stavekunsten, han har i stedet for ordet "brubur" (broder) ristet "bubur".
Stenen er en del beskadiget. - Ja det ser ud til, at den første runelinje med fortsæt er ødelagt. I denne linje finder man små kegleformede fordybninger, som tydeligt er lavet med en hammer, desuden er toppen og bunden slået af stenen og bagsiden frakløvet.

KIRKEKLOKKEN
De fleste kirkeklokker i de gamle landsbykirker har en historie, men tit har vejr og vind slidt en del af den fine inskription bort eller også har en reparation af klokken ødelagt den.

For kirkeklokken i Lem gør det sig gældende, at kun den inskription, der er kraftig indstøbt, er bevaret, den mindre kraftige er til dels udvisket. Dog kan der ad snørklede kilder findes historie om klokken. Klokken blev omstøbt i 1894 hos klokkestøber Andersen i Århus. Han beretter at inskriptionen blev overført til den nystøbte klokke, dog er dette nu snart 100 år efter ulæselig.
Vi kan i den gamle klokkestøbers arbejdsjournal læse den korrekte tekst. Der stod: "Jesus adjuva nos. hans stige. kristen svendtsdatter. marqardt Larsen. anno domino MDXLV11".
I vor sprog : "Jesus hjælpe os. Hans Stygge. Christence Svendsdatter. Marquard Lagesen. Herrens år 1547".
Derudover findes der på klokken to adelsvåben. Hans Stygges skrådelte skjold samt Christence Svendsdatters våben, hvori der ses en væbnet arm (slægten Væbner). På den modsatte side af klokken findes to skjolde med støbemærker, den ene med bogstaverne r.l., det andet med bogstaverne f. v.. Disse støbemærker er kendt fra andre af landets kirkeklokker.

PRÆDIKESTOLEN
Prædikestolen i Lem kirke er en meget smuk prædikestol, typisk renæssance. Den er skænket af rigsråd og lensmand over Dronningborg len, Eske Brock og hustru, Christence Viffert i 1621.

På øverste prydbælte er årstallet anført, men også en henvisning til bibelcitat findes på nederste prydbælte, den stammer muligvis fra Christian den Tredies bibel (1550). Oversættelse, som citatet gengives fra er fra 1887 og lyder sådan:
Hvor deilige på bjergene ere dens fødder, som bærer glædeligt budskab,
som forkynder fred, som bærer glædeligt budskab om godt,
som forkynder frelse, og siger til Zion :
Din Gud er konge.

Læser vi så samme kapitel og vers fra bibeloversættelsen fra 1992 lyder citatet således:
Esajas 52, 7: Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene!
Han forkynder fred, han bringer godt budskab
og forkynder frelse. Han siger til Zion:
"Din Gud er konge."

På prædikestolen, som var en gave fra Eske Brock og hans hustrus er der ikke færre end fire adelsvåben og bogstaverne: E B F og E B M samt K W F og K W M. Forklaringen er at lensmanden og frue satte et minde for deres forældre, hvis skjolde er afbilledet.
Fra venstre - nærmest opgangen til prædikestolen - ser vi Eske Brocks fars skjold, Brockernes adelsskjold, dernæst hans moder, der ud af adelsslægten Lindenov. Christence Vifferts far var fra adelsslægten Skeel og hendes moder fra adelsslægten Bille.

Lydhimmelen, som er "overdelen" til prædikestolen, gør at præstens prædiken bedre kan høres i kirkerummet. Samtidig forbedrer det synsindtrykket af prædikestolen.
Her i Lem kirke er den hvide bagvæg malet op som et skarlagen rød drapering med kvast - fra kirkerummet ser det meget fornemt ud. Selve "himmelen" er af træ og ophængt i loftet.
Midt under lydhimelen hænger en svævende hvid due, symbolet på Helligånden. I dag ser vi også duen på mange af vore kirkegårde på gravstene, hvor de symboliserer den evige fred. Hvorfor er hvide duer så blevet dette symbol? I helt gammel tid mente man, at duen "manglede galde", følgelig deraf måtte den blive fredens budbringer, lykke og godt formidler, alt hvad der kunne bringes håb og livsglæde.

DØBEFONT
Døbefontens udsmykning og placering

Døbefonten står i dag i korbuen i Lem kirke. Fra forhandlingsprotokollen findes der eet notat fra den 16. juni 1879, hvor der står følgende: "Den gamle stendøbefont anbringes i kirken og det træbord, hvorpå døbefadet står, fjernes".
Det siger helt klart, når vi nu kender døbefontens historiske placering, at dåben i tidligere tider foregik nederst i kirken, måske endda i våbenhuset. Da man gik over til at bruge dåbsfadet, har man ikke kunnet magte at flytte den tunge font op i korbuen, men som erstatning brugt et træbord til man den 16. juni 1879 fik gjort alvor af at anbringe den gamle smukke døbefont.
Døbefonten er udsmykket med dobbeltløver og inden for kristen symbolik er Kristus betragtet som "Løven af Judas stammer". - Løven skal ifølge legenden på tredjedagen have vækket sine dødfødte unger med et brøl: Således har også Kristus ligget tre dage i graven og derpå opstået, efter han vaktes til live ved faderens stemme.
Løven er også den der beskytter den der sover med det ene øje lukket og det andet øje åbent.
Som beskytter bruges den også i andre sammenhænge, f.eks. mange steder over kirkens indgangsdør eller som dørhammer endda på private indgangsdøre.

Messingdøbefad
Omkring 1500-tallet gik man over til, i stedet for neddykning, at bruge et dåbsfad og overøse barnets hoved med de tre gange vand.
Lem kirkes dåbsfad er af messing uden billedmæssigt motiv. Fadet er dog ikke helt anonymt, i det der er indgraveret to ting på fadets kant. To skjolde, hvorover der står et "P" og et "R", og på
Billede fad og kande
modsatte kant er indgraveret følgende bogstaver "A C S" og dernæst bogstaverne "L I D". Det kan være giverens eller værkstedets bomærke eller giverens initialer. Alderen på dåbsfadet kan svinge fra 1500-tallet og vel nok til 1600-tallet, da vi kan gå ud fra, at den har stået i korbuen på træbordet i mange år.

Dåbskanden
Kanden der hører til dåbssættet er også af messing. Den er smukt forarbejdet med låg men uden hældetud. Da den ikke bærer nogen tegn på identitet, kan det kun tænkes, at den må høre med til dåbsfadet. Bemærk hanken, hvor der øverst er påmonteret noget, der ligner et lille barnehoved og nederst et lille hjerte.


Altertavlerne og bord

ALTERTAVLERNE

Den gamle altertavle i Lem
I Lem kirke findes ikke færre end to altertavler. Den ældste hænger på triumfbuens væg mod skibet. Men det er ganske givet, at denne har været anvendt som altertavle - måske indtil den i 1615-1616 blev afløst af den nuværende.
Den gamle altertavle er en udskåret fløjaltertavle fra omkring 1450 med den ældste kendte træskårne pietàfremstilling (Jesu mor, Maria, der med sorg sidder med den døde Jesus i sine arme) i Danmark. Fløjene har malede fremstillinger af Moses og Aron og er fra 1671, bekostet sammen med topstykket af foged på Bjellerup Ladegård Claus Harden og fru Regitze Schinkel, hvis navne og våben findes på tavlen.
Billede af nye altertavle

Den nuværende altertavle i Lem
På det murede alterbord står der en anselig tredelt renæssancetavle. Under forlisten er skåret årstallet 1615. Tavlen er skænket af rigsråd og lensmand på Dronningborg, Eske Brock og Christence Viffert, deres våben og navnetræk er gengivet i sidevingerne. I storfeltet sad fra 1892 til 1948 et maleri af G. Achen, "Den gode hyrde", nu ophængt i skibet, mens det oprindelige krucifiksbillede, der henlå på loftet, nu er restaureret og indsat på sin gamle plads.

Den gode hyrde hedder Vilhelm!

Hammershøi
Vilhelm Hammershøi (1864 - 1916) og Georg Achen (1860 - 1912) var ikke blot samtidige men også kunst kolleger, og dengang de udfoldede sig, var det ikke ualmindeligt, at kunstnere anvendte hinanden som model, når de havde brug for en markant profil til et billede. Ved sammenligning med et billede af Vilhelm Hammershøi, malet af Georg Achen, kan der ikke herske tvivl om, at det er vennens profil, Achen brugte som model til det gamle alterbillede i Lem kirke billedet blev ophængt i 1892.

På alterbordet er fodstykket godt fastgjort i et stykke egetømmer i alterbordet. Forsiden er smukt indrammet om et citat fra nadverens indstiftelse. På begge sider af fodstykket findes afslutningen af en del af altertavlen, det er en meget smuk trædrapering.

Tavlen er inddelt i fire søjler. Søjlerne står på en fremspringende gesims - under hver søjle er der et engleansigt med udfoldede vinger. Felterne mellem søjlerne er udfyldt af teksten, der rummer nadverens indstiftelses-ord. Øverst på disse står tegnet I.H.S., Latinsk forkortelse for "I dette findes frelse". Det midterste parti mellem søjlerne er den korsfæstede Jesus, hvor ordene fortæller om, at han tog vore synder og overtrædelser på sig, ja gik i døden for os, for at vi skulle opnå frelse.

På siden af tavlen er et par storvinger, på disse vinger er giverens forbogstaver anført, men ved århundredeskiftet sad der to englehoveder med vinger, giverens forbogstaver var også anført, men i mindre format.

I dag fremtræder toppen af tavlen med en svævende due, symbol på Helligånden, men et gammelt billede fra omkring århundredskiftet viser dette felt uden due og hele feltet er udfyldt med bibelske citater.

ALTERBORDET

I de danske middelalderlige kirker i den romanske tid opførte man teglstensaltere, som blev afjævnet med puds. Disse ikke særlige pyntelige altre var tit dækket af et forstykke samt endestykker af udsmykkede træ- eller træplader (Antemensale) eller med et forhæng af brokade eller fløjl (Antependium). Hvorimod alterpladen - det indviede - var dækket med en kniplingsdug.
Alteret i Lem kirke stammer fra den romanske tid, og er opført som et teglstenspudset alter.

ALTERSÆTTENE

Altersæt i porcelæn
I skabet bag alteret står der en kande og en skål i dybblå farve, begge har et guldkors på siden og begge dele har guldkant. Det er resterne af et altersæt der oprindelig bestod sættet af tre dele, en vinkande, en oblatæske med låg og endvidere en skål til at lægge oblaterne i under altergang Historien om disse porcelænsaltersæt er, at de første blev fremstillet i 1836, men salget var størst i årene omkring 1870.


En skummeske - der fanger naboens skrå!
I Lem kirke opbevares også en såkaldt skummeske - en sølvske på størrelse med en dessertske. Skeen blev før i tiden brugt til at skumme vinen i alterkalken, hvis der skulle være urenheder i form af kalk der faldt ned fra væggen, prop eller insekter, ja en spøgefugl har sagt, at hvis en altergæst havde glemt at tage skråen ud inden altergangen og så tabt den ned i kalken, så fangede skéen også den (før i tiden drak altergæsterne direkte af kalken).

Det nuværende altersæt
Består af fire dele: Kalk (bæger), disk (tallerken til oblaterne/alterbrødet), kande og oblatæske.

Kalken og disken
Kalken er et smukt stykke sølvarbejde. Der findes ingen oplysninger om hvornår den er indgået i de kirkelige handlinger i Lem kirke.
Kalken er et smukt og gedigent stykke arbejde med påsatte "ruder", hvori der er indgraveret Jesu navn, men her er et ganske interessant tilfælde, det er stavet forkert.
Navnet Jesus står på disse ruder Da der kun er fem bogstaver i navnet, har de fleste sølvsmede (Lem er en undtagelse) indføjet et H. på den sjette rude. H'et er det andet bogstav i navnet. Den rigtige bogstavering er: I.H.E.S.U.S., men Lem kalken er ordene indgraveret således: I.E.S:S:U:S.

Disken
Der har været tradition for, at man indgraverede et lille cirkel kors på diskens kant, et såkaldt konsekrationskors eller indvielseskors. Konsekrationskorset består af et græsk, d.v.s. ligearmet kors indskrevet i en lille cirkel.

Oblatæsken
En smuk sølvæske, der bærer præg af mange års brug. Denne følger kanden, (i Lem er der ingen kande i kirkesølvet) ligesom disken følger kalken, derfor er det naturligt, at disse to ting udføres i samme stil. Oblatæsken er kun til opbevaring af oblaterne og herfra tager præsten dem under altergang over på disken.

Særkalke
Indtil 1973 drak alle altervinen af den samme kalk. Men i 1973 blev kirkesognene Gimming-Lem delt således, at Gimming hørte sammen med Dronningborg og Lem med Skt Andreas kirke i Randers. I den forbindelse fik Lem kirke særkalke. Særkalkene blev skænket af en anonym giver fra Lem.
Samtidig fik man lavet en indsats til alterkalken hos en sølv- og guldsmedefabrik i Randers. Indførelsen af særkalke i kirkerne er sket over en længere tidsperiode og af hygiejniske grunde.

DET NYE KNÆFALD
- prisstigning på 7996 kr.

Er et smukt udført stykke håndværksarbejde udført i sort læder, selv den gamle læderbort er genskabt. Jernet til udstansningen af borten findes ikke som værktøj i dag, så sadelmager Peer Christensen, som stod for restaureringen, måtte opsøge den gamle sadelmager Justesen for at låne et. Jernet stod ellers for at skulle afleveres på museet til glæde for eftertiden. Om prisforskellen procentvis vil være tilsvarende om hundrede år er der ingen der kan svare på Prisen i 1878 var kun 4 kr. for læderet, i 1990 var prisen 8.000 kr.

MESSEHAGEL

Gammel messehagel
Den gamle messehagel er lavet af fløjl og silke, påsat 14 karat guld. Den er meget smuk men tung og kort til vor tids "præster".
Hvor gammel den er vides ikke.

Den nye messehagel
Den nye hagel er vævet af Elisabeth Hofman, Hillerød, i 1999 og er hvid, håndvævet damaskhagel i silke, vævet i en 8-skafts satin; Den er monteret med tittekant og foret med en hvid shantungsilke. Den hvide farve symboliserer: Renhed, hellighed, uskyld, glæde og fest. Symbolerne er Jesu monogram IHS - tre af bogstaverne i det græske alfabet, der betyder Jesus, menneskenes frelser og ved dette tegn skal du sejre. (Det samme tegn som på altertavlen)

KALKMALERIERNE

Mange af Danmarks kirker er rigt udsmykket med kalkmalerier, der rummer en rigdom af historie.
Lem kirkes kor og korbue er rigt udsmykket og disse billeder er dateret til ca. 1530-40, noget af det sidste, der blev malet i de danske kirker, for efter reformationen ved vi, at denne form for udsmykning ikke var særlig populær, men blev dækket til med overkalkning.

Mod øst
Mod øst ses den treenige Gud, ved siden af Jesus ses flere af hans lidelssymboler. Derunder våbenskjold for familien Munk (med vinranke).
Til højre i østkappen ses Madonna (jomfru Maria) med Jesus-barnet i solgissel.
(Solgissel kaldes den specielle flammeglorie, der omslutter madonnaen og barnet).

Mod syd
Skt. Barbara - beskytter mod eksplotioner!

Mod syd ses Skt. Barbara med tårn og alterkalk.
Legenden fortæller at Skt. Barbara var en ung pige fra Nicomedia i Lilleasien. Hendes onde far lukkede hende inde i et tårn. Det havde to vinduer, men hun skabte straks et tredje som symbol på treenigheden.
Efter mange pinsler blev hun halshugget (o.år.300), hvorefter faderen og bødlen ramtes af lynet.
Hun beskytter derfor mod lynbrand og eksplosionsfare. Hun er blevet skytsengel for grubearbejdere og artillerister. Hun afbilledes med et tårn, der har tre vinduer. Hun ses også på kalkmalerier med alterkalk og oblat.

Skt. Katarina - lærdommens og de fornemme damers beskytterinde!
Mod syd ses også Skt. Katarina med sværd og martrehjul. Skt. Katarina var en af middelalderens mest yndede helgeninder.
Hun ansås for lærdommens, de gode sæders og fornemme damers beskytterinde. Ved de hjemvendte korsfarendes hjælp bragtes hendes navn vidt omkring i Nord og Vesteuropa. Legenden fortæller, at hun boede i Aleksandria omkring år 300.
Fra sin tidligste alder gav hun sig af med studier og endnu meget ung blev hun omvendt til kristendommen og døbt af en eremit. Hun besluttede sig da til ganske at hellige Herren sit liv. Hun ville ikke gifte sig, fordi hun i et syn havde modtaget en ring af Kristus, der således fæstede hende til sin brud.
Da hendes forældre var døde, kom tyrannen Maximian til Aleksandria og startede en forfølgelse af de kristne. Med sin veltalenhed stod hun frem og forsvarede sine kristne søstre og brødre.
Hun disputerede med de lærdeste filosoffer, som Maximian pudsede på hende. De blev alle slået af marken, og Maximian blev forelsket i Katharina.
Hun afviste alle tilnærmelser og derfor lod han hende kaste i fængsel, hvor hun sad i 12 dage, uden at man gav hende vådt eller tørt. Men Guds engel i skikkelse af en due bragte hende dagligt føden.
Legenden fortæller videre, at hun omvendte Maximians hustru, kejserinden til kristendommen, men så blev kejseren endnu mere rasende på hende og befalede at sønderrive hende ved hjælp af 4 hjul med skarpe redskaber på, som drejede til forskellige sider.
Ild og lyn slog ned fra himmelen, da bødlerne ville binde hende mellem hjulene og adsplittede marterredskaberne.
Maximian førte hende uden for byen, hvor hun blev pisket og halshugget med sværd.

Skt. Margrethe - barselskvindernes skytshelgen!
Mod nord ses Skt. Margrethe eller Margaretha (hun ses også I triumfbuen mellem kor og skib). Margaretha var datter af en hedensk præst i Antiokia i Pisidien og led martyrdøden under Diocletian år 304. Hun var en af de fire virgines capitales, hovedjomfruer. Gud lovede hende i hendes dødsstund, at intet barn skulle fødes lamt, blindt eller stumt, hvis det fødtes i et hus, som var helliget hendes minde. Derfor blev hun barselskvindernes skytshelgen.
Hun er fremstillet som den blide, sagtmodige, troskyldige, men just derved står hun i skarp modsætning til den hundjævel, hun holder i lænken. Her er djævelen fremtrådt i skikkelse af en drage, dragen var dødens væsen. Bæstet skælver og vrider sig ved synet af det kors, helgeninden holder i sin hånd. Legenden, der ligger bagved, fortæller, at denne fromme kvinde blev fængslet i Antiokia, hendes hedenske omgivelser ville have hende til at afværge troen. Da hun nægtede, blev hun kastet i fængsel og dragen kom ind i fangehullet og slugte hende, men da hun gjorde korsets tegn, blev den sønderrevet, og hun gik uskadt ud af dragens bug. Hun var først og fremmest beskytter og helgeninde for alle frugtsommelige kvinder, hun havde særlige evner til at hjælpe kvinder igennem en vanskelig fødsel, især når fødslen var gået i stå. Man sagde, at i det hus, hvor hendes lidelseshistorie læses, kan der ikke opstå "vådesild og ej heller kan nogen kvinde dø i barselsseng".
Netop på den tid, hvor hun blev afbilledet, var der stor dødelighed blandt barselskvinder.
Som det ses på billedet fra triumfbuen i Lem kirke, er Margaretha omgivet af forskellige ting. Forklaringen på disse symboler er:
Kors eller korsstav og drage, fordi hun i fængslet besejrede en frygtelig drage med korsets tegn, da den truede med at opsluge hende. Efter en legende blev hun virkelig slugt af dragen, men korset, som hun havde i hånden, voksede til et stort træ og sprængte dragens bug. Margaretha kan have dragen ved sine fødder eller holde den i hånden.
Kronen, da hun ofte identificeres med den kongedatter, som Skt. Jørgen befriede fra dragen. Hun
kan også bære krone, fordi hun hører til hovedjomfruerne.
Duen, fordi man forsøgte at drukne Margaretha i et kar, men "i samme stund kom Helligånden i
skikkelse af en due med en guldkrone i næbbet og svævede over karret, og straks kom hun fri og
frank ud af karret og lovede Gud, som det sig burde".
Fakkelen, da bødlerne sved hende med en fakkel.
Kammen, hvormed man sønderrev hendes krop, inden hun blev halshugget.

Skt. Johannes i kogende olie!
Mod nord ses også Skt. Johannes med giftbægeret Der fortælles, at da han blev gammel, sendte kejser Domitian ham til Rom og lod ham foran Porta Latina kaste i et fad med kogende olie.
Ligeledes gav man ham et bæger med gift, men han drog giften ud deraf i skikkelse af en snog eller drage og drak så indholdet uden at tage skade.
Han blev den ældste af samtlige apostle og var vel den eneste af dem, som ikke kom til at lide martyrdøden.

Skt. Thomas med lansen og Skt. Bartolomæus, der blev flået levende!
Mod vest ses Skt. Thomas med lansen. Ifølge legenden missionerede han i Indien, hvor han blev dræbt med lansestik.
Skt. Bartolomæus står mellem små elegant tegnede træer. Det fortælles, at han drog ind i Asien og omvendte Armenien og Lycaolnien.
Til sidst prædikede han til Indiens yderste grænser. Men han led døden i Armenien efter kong Astyases ordre. Han blev flået levende og derefter halshugget, hvorfor han altid afbildes med den korte kniv, som man skar hans skind af med.

Skt. Sebastian - skudt med pile!
I korbuen ses små skikkelser i blomsterbægre. Regnet fra neden i nord ser vi i disse blomsterbægre: Skt. Margaretha med dobbeltkors. Derpå billede af ukendt med velsignende hænder. Så har vi Skt. Sebastian med pile. Han var romersk officer og martyr under kejser Diocletian o. år 300. Han blev skudt fuld af pile, og er beskytter mod pest. Herefter følger Johannes med giftbægeret, og igen en ukendt person med velsignende hænder og Skt. Barbara med alterkalk.

MESSINGLYSEKRONEN
I skibet hænger en meget smuk gammel messinglysekrone til levende lys. Engang var denne eneste belysning samt et levende lys på hver stolgavl, når der var for lidt dagslys i kirken.
På messingkuplen er årstallet 1907 indgraveret og skulle være skænket af indbyggerne i Lem.

KIRKESKIB
I forbindelse med at Lem kirke modtog en større arv efter en af byens gårdejere, fik Lem menighedsråd i 1998 lavet et kirkeskib. Dette er en model af det engelske 1800-tals skib Cutty Sark. Kirkeskibet er bygget af tidligere maskinkonstruktør Christian Prip. Skibet har flere betydninger som symbol i kirken. En del af kirkerummet bærer jo netop navnet "skib", det stævner mod øst, og skal ses som et symbol på den kristne menigheds kurs mod lyset. I kirkeskibet sidder menigheden som i Noas ark under syndfloden. En anden udlægning af kirkeskibet er at provsten er kaptajn, præsten er styrmand, menigheden er besætning om bord.

ORGEL

Lem kirkes orgel er bygget af Fyns Orgelbyggeri i 1978. Det er et mekanisk "kisteorgel" (dog med elektromagnetisk pedalkobler) med 1 manual, anhangspedal og svelle.


Ovennævnte er blevet til efter tekster skrevet til "Egebladet" af Poul Jensen.
Vi siger tak for den store indsats fra hans side.